Godt i gang

Regler og retningslinjer vedrørende eksaminer

Stk. 3. Institutionen skal endvidere sørge for, at eksaminander og øvrige medvirkende ved prøver og eksamen i god tid bliver bekendt med reglerne om:

1) Konsekvenser af sygdom eller udeblivelse af andre uforskyldte grunde, jf. § 8.

§ 8. En eksaminand, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforskyldt grund, skal gives mulighed for at aflægge prøven snarest muligt.

Stk. 2. Institutionen kan bestemme, at sygeprøve gennemføres ved forlængelse af allerede fastsatte afleveringsfrister for projektopgaver og andre opgaver, der forudsætter afleveringsfrister.

2) Anvendelse af hjælpemidler, jf. § 14.

§ 14. Anvendelse af hjælpemidler under en prøve er tilladt, medmindre der i reglerne for de enkelte uddannelser er fastsat begrænsninger i brugen heraf, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Institutionen kan fastsætte begrænsning i adgangen til at anvende elektroniske hjælpemidler, herunder medbragte elektroniske hjælpemidler, hvis det er nødvendigt af kapacitetsmæssige grunde.

3) Hvornår en prøve er begyndt, jf. § 15.

§ 15. En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaver er begyndt, eller når eksaminanden er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.

4) Konsekvenser af at komme for sent eller udeblive, jf. § 16.

§ 16. En eksaminand, der udebliver fra eller kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven.

Stk. 2. Hvis institutionen skønner, at udeblivelsen eller forsinkelsen er rimeligt begrundet, kan eksaminanden få tilbud om at aflægge prøve på et senere tidspunkt.

Stk. 3. Hvis det anses for udelukket, at en eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis institutionen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan eksaminanden få lov til at deltage i prøven. Prøvetiden forlænges ikke. Institutionen kan i særlige tilfælde beslutte, at prøvetiden forlænges.

5) Særlige prøvevilkår, jf. § 17.

§ 17. Institutionen tilbyder særlige prøvevilkår til eksaminander med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre specifikke vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

6) Konsekvenser af at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp, jf. § 19.

§ 19. En eksaminand, som ved en prøve gribes i utvivlsomt at skaffe sig eller give en anden eksaminand uretmæssig hjælp eller i et utvivlsomt forsøg herpå, eller som ved en prøve har benyttet ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.

Stk. 2. En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder ordens- og eksamensreglerne, jf. § 6, stk. 3 og 4, kan af institutionen bortvises fra prøven.

Stk. 3. Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, jf. stk. 1, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til institutionen. Bliver formodningen bekræftet, bortvises eksaminanden af institutionen fra den pågældende prøve.

Stk. 4. Bortvisning fra en prøve efter stk. 1-3 medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøve på ny. En sådan prøve afholdes, for så vidt angår prøver i en gymnasial uddannelse, i den efterfølgende termin december-januar eller maj-juni.

7) Klageprocedure og klagefrister, jf. kap. 10.

Kapitel 10 - Klage over forhold ved prøverne

§ 42. Klage over forhold ved prøver ved forberedende voksenundervisning, ved almen voksenuddannelse og i de gymnasiale uddannelser, indbringes af eksaminanden til institutionen. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Hvis klageren er undergivet forældremyndighed, kan klagen tillige indgives af forældremyndighedens indehaver.

Stk. 2. Klage indgives senest 2 uger efter, at bedømmelsen af prøven er bekendtgjort på sædvanlig måde.

Stk. 3. Til brug for klagesagen skal eksaminanden have udleveret kopi af den stillede opgave og ved prøver med skriftlig besvarelse tillige kopi af egen opgavebesvarelse.

§ 43. Klage indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagerens mening bør begrunde en imødekommende afgørelse. Klagen kan vedrøre:

1) Eksaminationsgrundlaget, herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende og disses forhold til uddannelsens mål og krav.

2) Eksamensforløbet.

3) Bedømmelsen.

Stk. 2. Institutionen indsender klager over eksaminationsgrundlaget, jf. stk. 1, nr. 1, til Undervisningsministeriet, hvis opgaven ved prøven er stillet af ministeriet.

§ 44. Institutionen afgør, om klagesagen skal fremmes eller afvises som åbenbar grundløs. Afvisningen af klagen skal være skriftlig og begrundet. Skal sagen fremmes, forelægger institutionen straks klagen for eksaminator og censor(er) med anmodning om en udtalelse inden for en nærmere angivet frist på normalt højst 2 uger.

Stk. 2. Institutionen forelægger udtalelserne for klageren, der gives lejlighed til at fremkomme med eventuelle kommentarer inden for en frist på normalt 1 uge.

§ 45. Institutionens afgørelse, der skal være skriftlig og begrundet, kan gå ud på:

1) ny bedømmelse (ombedømmelse),

2) tilbud om ny prøve (omprøve) eller

3) at klageren ikke får medhold.

Stk. 2. Afgørelsen meddeles hurtigst muligt klageren og eventuelle andre berørte eksaminander, jf. § 40, stk. 2. Institutionen orienterer eksaminator og censor om afgørelsen.

§ 46. Institutionen kan kun træffe afgørelse om ombedømmelse eller omprøve, når der foreligger særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen, herunder væsentlige proceduremæssige mangler.

§ 47. Institutionens afgørelse efter § 44, stk. 1, og § 45, stk. 1, kan indbringes for Undervisningsministeriet. For så vidt angår forberedende voksenundervisning, kan alene retlige spørgsmål indbringes. Klagen indsendes gennem institutionen, der afgiver en udtalelse i forbindelse med sagens videresendelse til ministeriet. Ministeriet træffer afgørelse om ombedømmelse, tilbud om omprøve eller at klageren ikke får medhold.

Stk. 2. Fristen for indbringelse af afgørelser efter stk. 1 og 2 er 2 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Klageren skal inden for en frist på normalt 1 uge have lejlighed til at kommentere institutionens udtalelse.

Stk. 4. § 46 finder tilsvarende anvendelse for afgørelser efter stk. 1 og 2.

§ 48. Institutionen udpeger ny censor og eventuelt ny eksaminator til ombedømmelsen eller omprøven. Hvis ministeriet har udpeget censor ved den oprindelige prøve, underretter institutionen ministeriet om sin afgørelse af klagesagen, og ministeriet udpeger en ny censor.

Stk. 2. Omprøve eller ombedømmelse efter stk. 1 skal finde sted snarest muligt.

Stk. 3. Ombedømmelse kan ikke resultere i en lavere karakter.

Stk. 4. Hvis klagen resulterer i en ændret karakter, og hvis bevis er udstedt, skal institutionen inddrage beviset og udstede et nyt bevis.

Stk. 4. Institutionen kan fastsætte yderligere retningslinjer, herunder retningslinjer om konsekvenser af forstyrrende adfærd og om identifikation af eksaminanden.

Stk. 5. De i stk. 2-4 nævnte regler og retningslinjer skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside.