Munkensdam


På denne side kan du læse lidt om, hvad din måske kommende kollega mener om dagligdagen på Munkensdam!
På Munkensdam Gymnasium har vi en lang række meget pædagogisk engagerede og fagligt kompetente lærere.

Nedenfor kan du læse lidt om, hvad Hans, Bodil, Julie og Jacob mener om at være ansat og underviser på Munkensdam.
Vi lærer sammen
At være gymnasielærer på Munkensdam er at være gymnasielærer sammen med andre. På Munkensdam er der kolleger at snakke med om stort og småt i dagligdagen.
Måske er der et fagligt spørgsmål, som en fagkollega kan svare på.
Måske sidder man som lærer med et spørgsmål indenfor et andet fag. Her tager det heller ikke lang tid at få et beredvilligt svar.
Måske vokser der ud af dagligdagen en refleksion over undervisningen og vores planlægning, som det heller ikke er svært at få vendt over kaffen eller æbleskroget.
Måske har man mandag morgen glemt det magiske ord til bogdepotets computer – og det er der råd for.
Eller måske vil man bare spille volley fredag eftermiddag med nogen, som er lige så ubehjælpsomme som en selv – det kan minsandten også lade sig gøre.
På Munkensdam lærer vi alle, både elever og lærere. Der er et uhøjtideligt klima på skolen og vi bevæger os fremad sammen. Vi lærere har selvfølgelig i sidste ende ansvaret for, at det er muligt for eleverne at få tre gode år med stort udbytte, men jeg synes, at eleverne er gode til at komme med konstruktive indspark og skabe en god, munter og tryg stemning.
                                                                                                                                                                                                                                       Hans Wagner (historie og religion)
Munkensdam er et sted, hvor man har lyst til at engagere sig i skolens liv
Har man sagt Munkensdam Gymnasium, har man sagt Mammutfesten. Det er skolens gallafest, hvor hele skolen bliver pyntet op. En helt særlig del af udsmykningen er elevernes borddækning. Her laver eleverne klassevis de mest kreative borde, og i flere uger inden festen er der save, skumgummi, flamingo og andre ting i klasserne, som ikke ligefrem indgår i den daglige undervisning. Under festen er der levende musik i alle skolens fem afdelinger. De fleste bands består af skolens gamle elever, som har bygget videre på den verden af musik, der blomstrer på Munkensdam. Det er også en fest, hvor alle elever, forældre og lærere dukker op. Det giver en fællesskabsfølelse, som er meget kendetegnende for Munkensdam. Som lærer er det en helt speciel periode, hvor man ser nye sider af eleverne.
Har man som lærer lyst til at engagere sig på skolen sammen med kollegerne, er der masser af muligheder. Er man til indendørs fodbold, er der hvert år et lærerhold, som spiller mod eleverne. Sidste år vandt vi turneringen. Det var der ikke rigtig nogen, der forstod. Er man til en helt almindelig fest, har vi også et aktivt festudvalg, som gerne viser Koldings natteliv frem. Skulle man have børn, bliver der også hvert år arrangeret en fastelavnsfest for lærernes børn og børnebørn.
Både den generelt gode stemning og det gode sammenhold blandt lærerne sætter sit præg på den daglige undervisning, hvor elever og lærere begge bidrager til at spirende konflikter bliver løst.                                                                                                                                                                                           
                                                                                                                                                                                                          
Bodil Junker Pedersen (engelsk, religion og kursusleder)
 
Mere end bare tavle og kridt…
 
At være gymnasielærer på Munkensdam Gymnasium er et stort og spændende arbejde.
 
Jeg fik min drømmestilling her, en måned inden jeg afleverede speciale, og min indgangsvinkel var derfor nok typisk universitær. Da jeg første gang trådte ind i en klasse med kridtet i hånden og skulle give den som gymnasielærer, lærte jeg dog hurtigt, at det ikke kun er fagligheden, der er nødvendig for at lære de unge mennesker noget. Ligeså vigtigt er det at motivere og engagere dem, så de som individer får lyst til at lære, udforske og udvikle sig.
 
Og eleverne på Munkensdam Gymnasium vil gerne, de er meget engagerede og stiller mange gode spørgsmål. Man kan ikke bare slippe af sted med at hælde vand ud af ørerne, for de bliver ved med at spørge, indtil de får et tilfredsstillende svar. Det gør vores elever til noget helt særligt, og de er et af de store lyspunkter i det daglige arbejde.
 
På Munkensdam Gymnasium har vi et stærkt lærerkollegium med et uhøjtideligt arbejdsklima, hvor der er plads til alle. Her har man altid mulighed for at få gode råd fra mere erfarne kolleger, og der hersker en god dialog på lærerværelset.
 
Munkensdam Gymnasium er meget mere end bare tavle og kridt. Mangfoldighed, humor, hjælpsomhed og åbenhed er samtidig værdier, som vægtes højt, og som gør hverdagen lidt sjovere for os alle sammen.
                                                                                                                                                                                                          Julie Baden Korch-Frandsen (dansk og samfundsfag)
 
En skole med muligheder
Munkensdam gymnasium er en skole med rige muligheder for at udvikle sig som menneske og som underviser, og det er der primært tre gode grunde til.
For det første finder man på Munkensdam en relativt homogen elevgruppe, hvilket giver fine arbejdsbetingelser som underviser. Dette skal ikke forstås som, at der ikke er noget eller nogen, der stikker ud eller er på tværs – det er der! - men i hverdagen oplever man som underviser en følelse af fællesskab, og at elever og lærere arbejder på et fælles projekt.  
Derudover har man på Munkensdam gode muligheder for at opkvalificere sig fagligt ved at tage efteruddannelse i form ekstra fag eller en masteruddannelse. Dette bidrager til den daglige trivsel, og til at den enkelte underviser på længere sigt opnår flere kompetencer og dermed muligheder for faglig og menneskelig udvikling. 
Endelig er Munkensdam en skole med en international profil, der i årene fremover skal gøres endnu tydeligere. Således er der netop i disse år to spændende projekter i støbeskeen, nemlig en international studieretning og kinesisk som valgfag/kinesisk områdestudium. I det daglige ses det internationale islæt fx ved, at der holdes arrangementer med fokus på udvekslingsstudenter (både udenlandske og danske), ligesom der også eksisterer et samarbejde mellem SDU og Munkensdam med henblik på forelæsninger og gensidige besøg. 
                                                                                    Jakob Lund (dansk og engelsk)