Nyheder

 

Ekskursion til Fysisk Institut i Århus

23-01-2012

Mandag den 16. januar 2012 var klasserne 2uFK og 2z med deres lærere SS og FW på fysikekskursion til IFA (Institut for Fysik og Astronomi) på Aarhus Universitet.
Da vi kl. 9.30 var ankommet til instituttet blev vi ført til et nyt helt moderne auditorium, hvor der f. eks. var stikkontakter ved hver eneste plads. Herefter fortalte 3. årsstuderende Rasmus Nicolajsen om hvordan det var, at studere på universitetet i almindelighed og fysik i særdeleshed. Eleverne fik derved et godt indtryk af forskellene mellem et universitet og gymnasiet.
Efter dette foredrag blev eleverne delt op i to hold og taget med på rundvisning i nogle af forskningslaboratorierne, hvor vi blandt andet så ASTRID, der primært bruges til frem-bringelse af synkrotronstråling og studier inden for atom- og molekylefysik, overfladefysik og biologiske systemer. Desuden så vi Marslaboratoriet, hvor man arbejder i en kæmpestor tank, hvori forholdene på overfladen af Mars kan simuleres.
Efter rundvisningen vendte vi tilbage til auditoriet, hvor Axel Svane, der forsker i materialefysik holdt et foredrag om lavtemperaturfysik og superledning. Foredraget var samtidig et oplæg til eftermiddagen aktiviteter.
Efter foredraget var der en halv times frokostpause i Matematisk Instituts kantine. Desværre var det ikke muligt at få frokost i kantinen på Fysisk Institut, der med sin beliggenhed på 7. etage har den bedste udsigt i hele Universitetsparken.
Klokken 12:45 gik vi i øvelseslaboratorierne og lavede under instruktion fra tre ældre studerende (Amin, Lasse og Natasha) en række forskellige eksperimenter, hvoraf de fleste foregik ved meget lave temperaturer. Eleverne arbejdede her med flydende nitrogen (kvælstof), der jo udgør 78 % af atmosfæren. Temperaturen af flydende luft er -196 °C, eller som fysikere siger 77 Kelvin. Ved denne lave temperatur findes der materialer, som har den egenskab, at de fuldstændig mister deres elektriske modstand. Dette fører til en række spændende muligheder.

Se billeder HER!